Danmark skal have en ny udviklingspolitisk strategi, og både Novo Nordisk Fonden og Lego Fonden har en mening om, hvordan dén skal se ud.
Derfor har fondene i samarbejde udarbejdet et høringssvar til Udenrigsministeriet om Danmarks kommende udviklingspolitiske strategi. Ifølge ministeriet skal strategien “imødegå en verden i forandring, men skal samtidig bygge på danske udviklingspolitiske erfaringer, kompetencer og særlige styrkepositioner samt stærke partnerskaber i civilsamfund og et folkeligt engagement.”
I fondenes input til den udviklingspolitiske strategi lægger de op til at spille en aktiv rolle på en række forskellige områder som børn og unge, flygtninge og sundhed.
Fondene kan f.eks. “bidrage til udbredelse og deling af danske værdier, ekspertise og kompetencer, som f.eks. vores holistiske børnesyn, vigtigheden af at give børn og unge et bredt kompetencefelt eller adgang til basale sundhedsydelser for sårbare befolkningsgrupper,” skriver de.
I forhold til sundhed fremhæver fondene, at “på dette område kan Danmark – og private aktører som Novo Nordisk Fonden – bidrage med særlig viden og kompetencer i forhold til både forebyggelse og behandling af livsstilssygdomme samt uddannelse af relevant sundhedsfagligt personale. Sammen kan vi også bidrage med en holistisk tilgang til forebyggelse af sygdom ved at fokusere på både mental og fysisk sundhed i den helt tidlige indsats for børns udvikling og læring, som er en særlig prioritet for Lego Fonden.”
Fondene håber også at kunne “bistå Udenrigsministeriet yderligere på både centralt niveau og i relevante prioritetslande,” når strategien skal føres ud i livet.
Ifølge professor Michael Baggesen Klitgaard, som forsker i interessevaretagelse på Aalborg Universitet, er fondenes lobbyindsats udtryk for en ny tendens.
"Traditionelt har man set, at det i højere grad er de store paraplyorganisationer, der går ind i høringsprocedurerne. At fondene selv stiller sig frem er forholdsvis nyt. Det siger noget om, at når aktører har dén størrelse og er af dén kaliber, så kan de agere alene og varetage deres egne interesser. De har mulighed for at investere i de ressourcer, som det kræver at udføre den slags lobbyarbejde," siger Michael Baggesen Klitgaard.
Demokratisk pligt
Men hvorfor mener Novo Nordisk Fonden og Lego Fonden, at de skal bidrage til Danmarks udviklingspolitik, og hvad får de ud af det?
Steffen Lüders har været chef for kommunikation og public affairs hos Novo Nordisk Fonden siden 2016. Før det var han i over to årtier administrerende direktør i PR-bureauet Mannov, hvor han havde en række fonde som kunder.
Når vi kommer ned i kæden kan vi jo nok godt se, hvorfor fondene lige vælger de her dagsordener
Professor Michael Baggesen Klitgaard –forsker i interessevaretagelse på Aalborg Universitet
Han bekræfter, at fondene over en bred kam er blevet mere opsøgende i forhold til det politiske system gennem de senere år. For Novo Nordisk Fondens vedkommende har det flere årsager.
"Hvis man selv repræsenterer noget væsentligt og kan udøve en effekt på samfundet, så har man også en pligt til at give sin mening til kende. I Novo Nordisk Fonden mener vi, at det er vigtigt, at vi er med til at kvalificere og påvirke en agenda. Men vi vil også fastholde, at det skal være inden for områder, hvor vi er aktive. Vi skal ikke bare mene noget for at mene noget," siger Steffen Lüders.
Han uddyber, at Novo Nordisk Fonden fra mange sider bliver opfordret til at bidrage til den offentlige debat.
“I min tid i fonden har vi to gange lavet en større interessentanalyse. Her har vi spurgt både politikere, embedsmænd, organisationer og andre anonymt om deres syn på blandt andet fondens rolle. I begge undersøgelser er det gennemgående, at man på tværs af interessentgrupperne efterspørger, at vi bliver mere synlige om vores synspunkter – at vi i højere grad er ude at påvirke og sætte en dagsorden. Og når vi har møder med politikere, hvad vi faktisk har ret ofte, så efterspørger politikerne også gennemgående, at vi mener noget, blander os i debatten og kommer frem med vores synspunkter,” siger Steffen Lüders.
Lego Fonden finder det ‘naturligt’ at bidrage til Danmarks udviklingspolitiske strategi for at opnå impact, siger Euan Wilmhurst, chef for fondens afdeling for fortalervirksomhed og kommunikation, i en skriftlig kommentar.
”I Lego Fonden arbejder vi for at nå så mange børn som muligt i verden med læring gennem leg, da vi er overbeviste om, at leg er helt grundlæggende for børns positive udvikling og at det er en væsentlig måde for børn at udvikle de kompetencer, som de får brug for i en foranderlig og kompleks fremtid. Vi er også overbeviste om, at det at samarbejde med mange forskellige partnere, som deler vores vision – civilsamfundsorganisationer, andre fonde, ministerier, osv. – er den bedste måde at gøre en bæredygtig og langvarig forskel på. Derfor, når Udenrigsministeriet efterspørger input til den nye udviklingspolitiske strategi fra forskellige sektorer, inklusive vores, er det kun naturligt for os at dele, hvad vi allerede laver og hvordan vi tænker, vi kan tilføre værdi i en ny strategisk kontekst,” siger Euan Wilmshurst.
Ikke putte
Ifølge professor Michael Baggesen Klitgaard holder Novo Nordisk Fonden og Lego Fondens lobbyarbejde på det udviklingspolitiske område en særlig balance.
"Det er karakteristisk, at fondene i hvert fald i netop det her tilfælde ikke er inde og påvirke den politiske beslutningsproces for eksempel vedrørende skattefradrag eller afskrivningsregler, som produktionsvirksomhederne under fondene kunne have en økonomisk interesse i. Fondene påvirker på det generelle og overordnede niveau. De taler om leg og sundhed og påvirker derfor i højere grad en mere generel dagsorden. Når vi kommer ned i kæden kan vi jo nok godt se, hvorfor fondene lige vælger de her dagsordener. Men måden de gør det på her, er jo lige præcis en måde, som kan præsenteres som almennyttig uden samtidig at kunne beskylde aktørerne for at være fedtet ind i en bestemt politisk beslutning for at varetage deres egne økonomiske interesser," siger han.
Vi mener jo, at når man forsøger at løfte et område, så må det også høre med til det ansvar, at man er med til at fortælle, hvorfor og hvordan man mener, at det skal løftes i stedet for at sidde og putte med viden eller synspunkter
Steffen Lüders – Chef for kommunikation og public affairs, Novo Nordisk Fonden
Selvom fondene i høringssvaret taler for at øge fokus på blandt andet medicinsk behandling og læring gennem leg – to hjørnesten i fondenes indtægtskilder – så afviser Steffen Lüders, at der ligger økonomiske interesser bag påvirkningen af det politiske system.
"Nej, det gør der ikke. Den indsats, som vi ønsker at lave på det her område, er jo forebyggende og ikke noget, der gavner markedet for afsætning af insulinprodukter. Vi prøver sådan set at være med til at påvirke, at folk ikke får de her livsstilssygdomme. Antibiotikaresistens er et eksempel på et andet område, hvor vi virkelig er aktive med både bevillinger og i forhold til interessevaretagelse, og dét har vi ingen som helst kommerciel interesse i,” siger Steffen Lüders.
Selvom de fleste erhvervsdrivende fonde er sat i verden med et eksplicit formål om at støtte og fremme deres underliggende virksomheder, så giver det ifølge Ifølge Michael Baggesen Klitgaard god mening for fondene at holde en vis afstand til lobbyisme på vegne af datterselskaber:
“Når man søger politisk indflydelse som fond skal man helst ikke så tæt på den politiske maskine, at man risikerer at få olie på kedeldragten. Min forventning vil være, at når det handler om snævre virksomhedsinteresser, så varetages interesserne stadig gennem eksempelvis Dansk Industri. Her skal fondene helst ikke alt for tæt på og i hvert fald ikke komme ud med skidt på hænderne,” siger han.
- Steffen Lüders, hvis ikke de kommercielle interesser tæller, hvordan vælger I så, hvilke synspunkter, I vil arbejde på at fremme – Novo Nordisk Fonden beskæftiger sig jo med alt fra forskning til humanitær bistand og alt muligt derimellem?/i>
"Ja, det er et meget godt spørgsmål. Vi anlægger et væsentlighedskriterium. Det skal være en væsentlig sag, som samfundet er optaget af, og hvor vi er aktive. Og det er faktisk ret mange områder. Men jeg kan pege på to kæmpe områder, hvor vi jo selv er meget aktive. Det ene er sundhed, hvor der er en hel masse emner nedenunder: Behandling, patienter, systemer og så videre. Det andet område er den grønne omstilling og klimaindsatsen. Det er to rigtig, rigtig store områder, hvor der er virkelig meget opmærksomhed fra alle. De to områder har vi jo i hvert fald defineret som væsentlige," siger Steffen Lüders.
Han betragter det som et ansvar for fonden at sætte politisk fokus på mærkesagerne.
“Vi mener jo, at når man forsøger at løfte et område, så må det også høre med til det ansvar, at man er med til at fortælle, hvorfor og hvordan man mener, at det skal løftes i stedet for at sidde og putte med viden eller synspunkter. Når vi f.eks. laver et høringssvar, så kan man være uenig med os, og det skal man være velkommen til. Men i hvert fald så kan man få indsigt i, hvad vi mener. Det er jo også et skridt imod at have dialog. Og vi synes, det er vigtigt som fond, at vi har en dialog med vores omverden," slutter Steffen Lüders.